Home Events Carsten Dahl – 50 år

Carsten Dahl – 50 år

SLOW is FAST & FAST is SLOW

HISTORISK HEKSEKEDEL AF MUSIKALSK TALENT

Aftenens septet må være noget af det mest ultimative og autoritative, der kan stå på den aktuelle danske jazz-scene. Det må være en historisk koncert, når så store navne som Marilyn Mazur, Palle Mikkelborg, Mikkel Nordsø, Fredrik Lundin, Lars Danielson, Klaus Menzer og Carsten Dahl står på samme scene. Scenen denne gang er JIVE i Vejle, og vi er meget stolte af koncerten, som er en fejring og en markering af geniet Carsten Dahls 50-års-fødselsdag. Tillykke til Carsten Dahl selv, og også tillykke til Danmark og til dig og til os alle sammen for at kunne dele tid og rum med dette unikke talent. Carsten Dahl anses af JIVE (og ham selv) som et Vejle bysbarn (har bl.a. gået på Rosborg Gymnasiums musiklinje). Carsten fylder 50 år d. 3. oktober, og du kan altså være med til at fejre ham ved at deltage i denne koncert onsdag d. 18. oktober.

En lidt anderledes udgave af dette orkester fik de helt store anmeldelser frem i årets CPH Jazz Festival: Fem hjerter: “Publikum var ellevilde over at blive inviteret med til fri leg på Rød Stue i Koncerthuset”, lød det bl.a. i Politikens anmeldelse af Carsten Dahls 2017-projekt.

Anmeldelsen handlede om jazz-improvisation som en kunstform på en baggrund af såvel standards (fra jazzens evigt-grønne sangbog) som originale kompositioner. Også her i Vejle kan vi møde ZEN i musikken. Det zen-agtige moment: Hvornår sker der noget, og hvad er det, der sker, når det sker? Det kræver et stort nærvær fra musikerne og fra publikum. Når det lykkes, er vi med i selve skabelsen, i tonerne fra universet, der forenes i rummet.

Der vil også ske meget andet ved dette store, musikalske mestermøde. Med denne kaliber af musikere kan alt ske og vil ske.

Se på listen af musikere; internationale topnavne, alle danske og virtuoser på deres instrumenter. Geniet Carsten Dahl selv på piano, urdybe, æteriske Palle Mikkelborg på trompet/keyboard, troldkvinden Marilyn Mazur på percussion og lyde, Fredrik Lundin på sensuelle saxofoner, guitar-virtuosen Mikkel Nordsø på strengeleg, Klaus Menzer på trommespil og endelig Lars Danielson på dybt følsomt basspil.

Det er en historisk heksekedel af musikalsk talent, vi skal dele tid og rum i.

Koncerten gennemføres som ét langt 90-minutters forløb.

Piano:  Carsten Dahl
Percussion:  Marilyn Mazur
Trompet:  Palle Mikkelborg
Sax:  Frederik Lundin
Guitar:  Mikkel Nordsø
Bas:  Lars Danielsson
Trommer:  Klaus Menzer

Entre 180 kr. / medlemmer 150 kr. / unge-medlemmer 90 kr

Skriv til os på billetkontor@jive-jazz.dk hvis du vil bestille billetter.

Date

18 okt 2017
Expired!

Time

19:30 - 22:30

Location

Bygningen
Ved Anlæget 14B, 7100 Vejle

Organizer

JIVE
Email
billetkontor@jive-jazz.dk

Lukket for kommentarer.