Line Kruse Septet feat. Jesper Riis

Onsdag d. 6. november kl. 19:30 Bygningen i Vejle

Spændende musik og super-dygtig jazz-arrangør i koncert med nogle af danmarks skrappeste musikere


Hvilket stjerneband, hvilke fantastiske musikere, der gæster JIVE denne aften. I spidsen for denne danske udgave af LINE KRUSE SEPTET er violinisten Line Kruse, som har udviklet sit spil helt enormt og nu har tilføjet nye facetter i sine originale kompositioner og arrangementer.
Konceptet har tiltrukket en mængde af de stærkeste danske musikere, og tilfældigvis har de alle big-band-erfaring. Det bliver der brug for i Line Kruses udnyttelse af den musikalske palette, som et mellemstort band er. Der er tre horn i front, en rytmegruppe med piano, bas og trommer og så Line selv på violinen som en vigtig solostemme.


Hvilken retning mon musikken vil gå denne aften? Line Kruses seneste udgivelse, “Hidden Stone” antyder, at det kan blive en hybrid af latinamerikanske rytmer og nordisk æterisk lethed i musikken.Det latinamerikanske er kendt i Line Kruses verden, idet hun gennem mange år har begået sig i det franske jazzmiljø og været en vigtig del af gruppen, Gotan Project, som kombinerede tango-elementer med elektronik.


Line er en stjerne og spiller med nogle af Europas bedste musikere. Gode jazzviolinister hænger ikke på træerne. Vi er glade for at Line valgte at fokusere på den rytmiske vej, men som mange af de nye generationer kan hun spille såvel klassisk kompositionsmusik som rytmisk improviseret musik. Det med at arrangere spændende musikalske forløb har også lokket vores egen mester ud i arrangement og trompetspil, Jesper Riis, med i bandet. To store arrangører i én gruppe – wow! Mon ikke også Jesper har fået mulighed for at snige et arrangement ind i sætlisten?


Fra DRBB, Radioens Big Band, kommer rytmegruppen Thomas Ovesen og Jonas Johansen. Også Steen Nikolaj Hansen spiller i det store flagskib i dansk jazz.

Også den særdeles spændende saxofonist, Frederick Menzies og pianisten Peter Rosendal har været på gæstevisitter i bandet. Menzies besøgte os senest ved en vidunderlig koncert med Fredrik Lundins “De fem på nye eventyr”. Peter Rosendal er også værd at nævne for sin kreativitet og originalitet. Peters spil er altid roligt overvejet. Kun de vigtigste toner bliver udvalgt, kernen i musikken, intet musikalsk fedt her. Det gør, at hvert musikalsk udsagn kommer til at stå stærkt.


Line Kruse Septet kan man virkelig glæde sig til at høre, og vi er stolte af at kunne præsentere orkestret i JIVE. En fantastisk aften er i vente.



Line up:

Line Kruse: violin
Jesper Riis: trompet
Steen Nikolaj Hansen: trombone
Frederick Menzies: sax
Peter Rosendal  Søren Gemmer: piano
Thomas Ovesen  Jesper Thorn: bas
Jonas Johansen: trommer

Entre 120 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr


Skriv til os på billetkontor@jive-jazz.dk hvis du vil bestille billetter.

Lukket for kommentarer.