KARSTEN BAGGE: “The Song Remains”

Tirsdag d. 29. september kl. 19:30, Bygningen i Vejle

 

Stairway to jazz-heaven – Led Zeppelin i nye arrangementer

Denne gruppe kalder sig “The Song Remains”, et navn som er taget fra en Led Zeppelin sangtitel. Trommeslageren Karsten Bagge har til dette projekt valgt at tage udgangspunkt i musik fra denne legendariske gruppe.

Kan man så overføre kraftfuld rock til et jazz-udtryk? Ja, det kan man. Når alt kommer til alt er det jo bare musik, og barriererne er kunstige. Det er også en kendsgerning, at rock-musikere ER rigtigt gode til at skrive ballader, de stille numre, som er båret af en blidere energi. Her kan man tænke på fx “Stairway to Heaven”. En nødvendighed for genre-krydset er dog virkeligt gode arrangementer og dygtige instrumentalister. Der er ingen vokal i gruppen, så instrumenterne skal bære det hele, og det gør de helt eminent i aftenens orkester.

Karsten Bagge har udviklet sig til en særdeles kompetent arrangør, således at Led Zeppelin-sangene bevarer deres melodiske og rytmiske essens, men tilsættes mesterlige improvisationer. “Kashmir”, “Black Dog” og de andre klassikere får hele turen, og det holder totalt.

Sammen med kapelmesteren Karsten Bagge har vi bassisten Jesper Bodilsen, som spiller akustisk gulvbas, hvilket jo også er et signal om den jazzede tilgang til materialet. Bodilsen er, som alle ved, en melodisk mester på sit instrument og får også god solo-plads. Sammen med Bagge leverer han den groovede underlægning for de to solister, guitaristen Thor Madsen og  saxofonisten Claus Waidtløw.

Thor Madsen sikrer forbindelsen mellem rock og jazz ved et spil, der inkorporerer elementer fra begge stilarter. På de rigtige steder får den “fuld spade”, og i de stille passager er han den lydhøre akkompagnatør, som har de Jimmy Page’ske akkorder og melodier med i sit spil.

Endelig er der saxofonisten Claus Waidtløw, som her viser sig fra sin mest kraftfulde og intense side. Der er virkelig tryk på saxen og noget på hjerte, når han fyrer sine soloer af. Det er ikke for ingenting, at Waidtløw er blevet en efterspurgt solist både nationalt og internationalt.

Tilsammen viser dette orkester, at de ELSKER denne musik og også er i stand til at give den et nutidigt udtryk. Vi får bestemt en tur op af trappen til jazz-himlen.

Line up:
Karsten Bagge – trommer
Claus Waidtløw – sax
Thor Madsen – guitar
Jesper Bodilsen – bas

Entre 140 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr

Skriv til os på billetkontor@jive-jazz.dk hvis du vil bestille billetter.

Lukket for kommentarer.