Home Events Bo Stief Solokoncert

Bo Stief Solokoncert

Bo Stief drømmer sig en drøm og nu er det virkelighed i JIVE

En bas-solokoncert er JIVE’s åbningskoncert for sæsonen “Forår 18”.  Nå ja, tænker du måske, hvad har de nu gang i hos JIVE?  Så hører du, at solo-koncerten er med Bo Stief, og nu vågner din bevidsthed. Bas-virtuosen Bo Stief solo, helt alene på scenen. Hvad mon vil ske? Du er nysgerrig.

Du kender jo Bo Stief fra mange besøg hos  JIVE med egne orkestre og i fællesprojekter. Hvert eneste projekt har været båret af hans musikalske mesterskab og en dyb interaktion med de medvirkende musikere. Hvordan skal det gå, når nu Bobo Moreno, Ole Kock Hansen, Palle Mikkelborg, Alex Riel eller Krister Jonsson ikke er der?

Det er den udfordring, som Bo Stief har stillet sig selv på denne turné. Det er også samtidig hans drøm!

Helt alene er Bo Stief nu ikke, idet han har sine mest trofaste ledsagere med; den store akustiske bas og lillebroren, el-bassen.

En solokoncert er måske den sværeste genre inden for jazzen. Du har kun dig selv at stole på, dit håndværk og din evne til at kommunikere med et publikum. Du kan ikke bare lige slappe af og overlade spotlightet til andre. Til gengæld har du friheden, hvis du kan forvalte den. Det kan Bo Stief.

Ved aftenens koncert vil der blive god mulighed for at opleve energien, når den flyder fra kunstner til publikum og omvendt. Bo er kendt for sit flot strukturerede, flydende, melodiøse og krystalklare spil. Der er mange overtoner i bassens lyd, og det vil kunne høres i denne solokoncert. Alle de små nuancer, der viser virtuosen i arbejde, vil træde frem. Publikum vil lytte intenst, når mesteren gennem 50 år trakterer sit instrument.

Som det givende menneske han er, vil der efter koncerten blive mulighed for en “artist talk”, som det hedder i fagsproget, når musikeren møder sit publikum i øjenhøjde. Her kan man – og eventuelle håbefulde bassister – tale musik og bas og meget mere med Bo Stief.

Bo Stief drømte en drøm, og nu er den blevet til virkelighed i JIVE.

 

Bo Stief:  kontrabas og elbas

Entre 120 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr

Skriv til os på billetkontor@jive-jazz.dk hvis du vil bestille billetter.

Date

24 jan 2018
Expired!

Time

19:30 - 22:30

Location

Bygningen
Ved Anlæget 14B, 7100 Vejle

Organizer

JIVE
Email
billetkontor@jive-jazz.dk

Lukket for kommentarer.