Home Events Reed – Petri – Moore – Svendsen

Reed – Petri – Moore – Svendsen

NEW YORK/VEJLE –  JAZZTOPMØDE

Der er faldet en appelsin ned i JIVE’s jazzturban! Vi har fået mulighed for at afholde en koncert med to fremragende amerikanske musikere og to fremadstormende, unge danskere musikere. Uden at de to prominente gæster, pianisten Eric Reed og saxofonisten Ralph Moore, på nogen måder kan kaldes gamle, er der dog tale om et generationsmøde, da de to danskere, bassisten Matthias Petri og trommeslageren Andreas Svendsen, begge kun er i midt-tyverne. Det er ved sådanne møder, at jazz-stafetten sendes videre fra musiker til musiker, således at musikken holdes i live.

Vi skal denne aften møde den skarpeste New Yorker-jazz, hard bop fra den øverste hylde. Pianisten Eric Reed er rundet af trompetisten Wynton Marsalis’ band, som han spillede og indspillede med gennem et årti fra 1990-99. Det var mesterlære af højeste klasse, og siden er Eric Reed sprunget ud som bandleader selv. Han er en fuldstændig nydelse teknisk og musikalsk. CV’et indeholder derudover samarbejde med Ron Carter, Elvin Jones, Clark Terry, Benny Carter, Cassandra Wilson, Betty Carter, Dianne Reeves og mange flere!

Saxofonisten Ralph Moore er egentlig født i London i 1956, men flyttede til USA som 13-årig. Han blev uddannet på legendariske Berklee College of Music i Boston, hvorefter han begyndte at spille og turnere med pianisten Horace Silver. Senere kapelmestre var Cedar Walton, J.J.Johnson og bassisten Ray Brown for blot at nævne enkelte. Ralph Moore medvirker på et stort antal indspilninger i eget navn og som sideman. Han er af John Coltrane-skolen med stor melodisk opfindsomhed og en lidt blødere tone end mesteren.

Mødet med disse to amerikanske legender er kommet i stand via bassisten Matthias Petri, som efter en “bachelor” ved Rytmekons i København, har studeret og færdiggjort en “master” ved Manhattan School of Music. Opholdet i New York gav mulighed for at knytte internationale kontakter, og Matthias Petri blev musikalsk og personlig ven med Eric Reed, og ideen om fælles band blev født.

Gennem tiden i København og i New York har Petri fulgtes ad med sin nære ven, trommeslageren Andreas Svendsen, som stadig er bosat i New York. De to og Eric Reed har gennem et par år haft ugelange engagementer på det eksklusive “Jazzhus Montmartre” i København. I år er trioen så udvidet med legendariske Ralph Moore, som deltager på sin ven, Eric Reeds opfordring. Sådan knyttedes trådene til denne aftens helt unikke oplevelse. Vi kan glæde os til at møde det unge, internationale rytmepar, Petri og Svendsen, i samspil med disse store amerikanske jazzmusikere.

Piano: Eric Reed (USA)
Sax: Ralph Moore (USA)
Bas: Matthias Petri
Trommer: Andreas Svendsen

Entre 120 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr

Skriv til os på billetkontor@jive-jazz.dk hvis du vil bestille billetter.

Date

27 sep 2017
Expired!

Time

19:30 - 22:30

Location

Bygningen
Ved Anlæget 14B, 7100 Vejle

Organizer

JIVE
Email
billetkontor@jive-jazz.dk

Lukket for kommentarer.