CAROLINE HENDERSON BAND

Fredag d. 28. januar 2005 kl. 20.00
Paraplyen, Caféen, Klostergade 1, Vejle.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Caroline Henderson skulle springe ud som jazz-sangerinde efter en lang karriere i pop/rock-genren. Først med gruppen Ray-Dee-Ohh og senere med plader i eget navn. Men pludselig skete det med cd-udgivelsen "Don't Explain", der kom i 2003 og i efteråret 2004 blev fulgt op med pladen "Made In Europe". Begge rost til skyerne af anmelderne, fem stjerner over hele linjen og store superlativer: "... en sangerinde af internationalt snit og rækkevidde."
Caroline har turneret flittigt med sit eget band. Dertil kommer gæsteoptræden med Ib Glindemanns orkester og med Radioens Big Band, hvor hun sang sammen med Sten Jørgensen på orkestrets succesfulde juleturné i november og december.
Ved koncerten på Paraplyen har hun en kompetent kvartet bag sig: Jesper Nordenstrøm spiller keyboards, italieneren Paolo Russo håndterer bandoneon, en speciel type harmonika fra Argentina. Bassisten er en af vores gamle bekendte, nemlig Anders Christensen fra Vejle, der længe har spillet med den amerikanske trommeslager Paul Motian - og også har været indover i et samarbejde med Lars H.U.G, plus alle mulige andre sammenhænge. Også aftenens trommeslager, Martin Andersen, er en alsidig herre, som p.t. er fast medlem af Pierre Dørges New Jungle Orchestra.
Der er lagt op til et brag af en koncert. Ikke i lydstyrke, men i lyrisk sangfortolkning.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Caféen - Den Gamle Arrest.

Vocal: Caroline Henderson
Keyboards: Jesper Nordenstrøm
Piano/accordeon: Paolo Russo
Bas: Anders Christensen
Trommer: Martin Andersen

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 200,00
Medlem: 150,00
Stud.medlem: 100,00

Carolines hjemmeside


Oversigt over koncerter 2005 første halvår