CHRISTINA VON BÜLOW – BEN BESIAKOW KVARTET

Fredag d. 11. marts 2005 kl. 20.00
Paraplyen, Caféen, Klostergade 1, Vejle.

Christina von Bülow er medlem af den generation af kvindelige jazzmusikere, som i '80erne prøvede at gøre sig gældende på den danske mandsdominerede jazzscene. Intet under, at det begyndte lidt spagfærdigt, og at Christina da blev vurderet som sin fars datter. Faderen er guitaristen Fritz von Bülow (død 1993), der var medlem af Svend Asmussens kvartet i 50erne.

Men Christina von Bülow har udviklet sig siden. Har en stærk og fyldig tone, en enestående melodisk sans med stor underliggende blues-feeling og er improvisatorisk af international klasse. JIVE har længe luret på at få lejlighed til at præsentere hende for det vejlensiske publikum, på Paraplyen. Flere blandt publikum nok allerede nu huske tilbage på den forrygende JIVE-koncert på Brandbjerg i oktober 2003, hvor Christina optrådte i selskab med bl.a. Carsten Dahl - i sammensætningen kaldet Christina Dahl Heartbeats.

Partner i denne kvartet er klaverløven Ben Besiakow, pianisten der ikke kan læse et nodeark, men som kan spille røven ud af bukserne på selv de skrappeste medmusikere og, når han skal, også kan anslå de mere lyriske toner.

Med sig har de to den svenske bassist Daniel Franck, som Christina von Bülow har arbejdet sammen med i mange år i trio-sammenhæng, og trommeslageren Frands Rifbjerg, der blandt andet er medlem af Ernie Wilkins Almost Big Band og Thomas Frylands orkester.

Kvartetten spiller numre fra den store amerikanske sangbog. Numrene findes udgivet på kvartettens CD "A Primera Vez", som titlen til trods ikke rummer meget brasialiansk materiale, men amerikanske standards tilført lidt vemod fra Christina von Bülows syngende altsax.

Altsax: Christina von Bülow
Piano: Ben Besiakow
Bas: Daniel Franck
Trommer: Frands Rifbjerg

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 120,00
Medlem: 100,00
Stud.medlem: 60,00


Oversigt over koncerter 2005 første halvår