THOMAS CLAUSEN TRIO
”TRIOENS MESTER ER I BYEN”

Torsdag 10. december 2009 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Klaver: Thomas Clausen
Bas: Thomas Fonnesbæk
Trommer: Karsten Bagge

Bag det lidt ydmyge navn THOMAS CLAUSEN TRIO gemmer sig en af de helt store pianister i Danmark, ja i hele verden! Det er slet ikke til at forstå, at Thomas vil være fyldt de 60 år (5. oktober), når han kommer til Vejle i december.

Thomas Clausen er en meget flittig musiker, som mestrer alle former for pianospil både i klassisk regi og i jazz/pop/world-genrerne. Yndlingsformationen er nok jazzens stærkeste kammerformat, TRIOEN med piano, bas og trommer, som også er aftenens orkester. Dette er Thomas Clausens femte danske trio gennem årene. I disse trioer har gennem årene spillet mange af de største danske navne, bl.a. Palle Mikkelborg, Niels Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel og Mads Vinding. Når Clausen spiller trio, så er det for alvor. Trioen får den tid, der skal til for at dens potentiale bliver forløst fuldstændigt. Derfor kommer alle trioer til fuld kunstnerisk blomstring, og det vil også ske for den nydannede trio med Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer.
Trioen startede ud med at spille standards, som jo er evergreens fra især den amerikanske sangskat. Disse melodier har vist sig så slidstærke, at der til stadighed kan udvindes gylden musik fra dem. Resultatet af samarbejdet var så stærkt, at trioens cd ”Back to Basics” af mange regnes for en af dette års bedste cd’er.
I det nuværende repertoire er der kommet flere originale Clausen-kompositioner til. Tilsammen er det en melodisk, musikalsk anretning af de allerbedste.

Thomas Clausens rødder er absolut af stærkeste slags. Han har været pianist i det gamle, legendariske Montmartre i 60’erne/70’erne, hvor han akkompagnerede folk som Dexter Gordon, Ben Webster, Chet Baker og Stan Getz. Han er for længst et internationalt kendt og respekteret navn, som fx også har indspillet eksklusiv-cd’er til det store japanske marked. Han har i mange år været førstevalget, når solister skulle have en pianist.

Jive har præsenteret mange orkestre med Thomas Clausen gennem tiden, og det er med stor glæde, at vi kan præsentere den seneste danske ”Thomas Clausen trio” med de unge løver Fonnesbæk og Bagge, som også er godt kendt af Jive og Vejle-publikummet. Siden vi er i december, skulle det ikke undre, om trioen også tager et par jule-evergreens frem. Det bliver en vidunderlig, melodiøs aften i selskab med en virkelig verdensklasse-musiker og hans trio.

www.myspace.com/thomasclausenpiano

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 100,00
Medlem: 80,00
Stud.medlem: 50,00