WADADA LEO SMITH / KRESTEN OSGOOD
Fold ørerne ud og flyv!
(Osgood feature no.2)

Onsdag 28. april 2010 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

(skulle have været 21. april, men blev aflyst p.g.a. askeskyen, der forhindrede Wadada Leo Smith i at komme frem)

Trompet: Wadada Leo Smith
Trommer: Kresten Osgood

En vigtig del af livet som udøvende musiker er for Kresten Osgood at opsøge inspirationens kilder, fx at rejse til og bosætte sig i New York. På denne måde skaber Osgood til stadighed internationale kontakter og får værdifuld inspiration gennem samspillet med andre spændende musikere. Det handler om at åbne op ud til verden. Kresten har derfor fingeren på pulsen i nutidens instrumentalmusik.

På en af disse ture mødte trommeslageren Kresten Osgood et meget usædvanligt menneske, nemlig trompetisten Wadada Leo Smith.

Ishmael ”Wadada” Leo Smiths trompetspil har foldet sig ud siden 60’erne. Altid nytænkende og kreativ har han mest arbejdet med musik inspireret af Miles Davis’ 70’er elektriske periode, altså elektrisk musik med vægt på det rytmiske element og improvisation. Rum, dybde, melodi og spiritualitet er nøgleord for Wadada. Han er multi-instrumentalist, orkesterleder, komponist, underviser. Han har udsendt mere end 40 dybt originale cd’er og modtaget mange priser gennem årene. Han er 68 år og stadig med masser at sige verden musikalsk.

Der er tale om et aldeles ustyrligt og bevidsthedsudvidende møde. Denne aftens projekt er at skabe innovation i musik. Med lidt held – der er ingen garantier i improviseret musik – vil vi blive vidne til ”skabelsen” af unik musik. Vi starter måske et fastlagt sted, måske i en Osgood-, måske i en Wadada- måske i en Miles Davis-komposition for ligesom at få mærket, hvor energien er denne aften. Så vil forløbet udvikle sig afhængigt af interaktionen mellem musikerne og med publikum. Kresten Osgood vil respektfuldt aflevere styrepinden til Wadada og indtræde som lærlingen med de store ører, der kan og vil reagere instinktivt og kreativt på mesterens træk og anvisninger.

Duo-formen helt sikkert vil sætte særligt fokus på Wadadas enorme kunnen på trompet og hans særlige forhold til skabelsen af musik. Tilhørerne vil få en oplevelse for livet, idet meget af Wadadas musik vil blive skabt på stedet ud fra nogle helt bestemte retningslinjer. Rytme og puls vil stadig spille en stor rolle i musikken, men på en anden måde, end vi normalt oplever det. I denne koncert vil vi opleve en stor mester i sit værksted.

Når man siger Osgood, siger man på samme tid respekt for traditionen og som her fokus på nyskabelse. Her står Kresten som eksponent for moderne musik, hvor to umage instrumenters lydmæssige muligheder afprøves saftigt og kraftfuldt. Musikken begiver sig dristigt ud i ikke-hørte lydlandskaber: Her er der fest for kreativiteten, for musikkens muse. Det er musik, som du kan flyve højt med, hvis du folder ørerne ud.

www.osgood.funky.dk

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 140,00
Medlem: 120,00
Stud.medlem: 70,00

OBS forhøjede priser