LARS FIIL KVARTET
Bliv ”FIIL-o-fil” hos JIVE

Torsdag 5. maj 2011 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Sax'er: Lis Kruse
Piano: Lars Fiil
Bas: Jens Mikkel Madsen
Trommer: Andreas Skamby Madsen

Den danske jazzscene er boblende af talent. Der bliver spillet igennem i alle under-genrer; fusion, souljazz, free jazz, New Orleans, hard bop osv. Lars Fiil Kvartet har valgt den tilgang til musikken, som ”verden” har kaldt nordisk jazz. I dette begreb ligger der en rolig klang-æstetik. Tonerne bruges til at udforske såvel det ydre nordiske landskab med bjerge, bakker, dale og vandløb som det indre landskab med dets higen efter større forståelse for menneskelivet, for inspirationens kilde i det guddommelige, for det store i det små. Melodierne udgør hver for sig en afsøgning af disse veje i al deres forskellighed. Og der kan vippes med foden til musikken, for pulsgrundlaget er stærkt.

Pianisten og komponisten Lars Fiil og hans kvartet af unge musikere er på vej mod store mål. De vandt ”Ung Dansk Jazz 2010”.

Lars Fiil har taget tråden op efter den store svenske pianist, Esbjørn Svensson, som satte store spor i musikken, inden han tragisk mødte druknedøden. Det er en stærk inspirationskilde at øse af.

Musikken er moderne og inderlig. Sammenspillet i gruppen er på plads. Kompositionerne er oftest originale fra Lars Fiils hånd og rammer præcis ned i den lidt kølige, nordiske tone, som er så højt skattet. Derudover høres inspirationen fra Keith Jarrett i de frie, improviserede forløb.

Udover Lars Fiil på klaver og komposition, består bandet af Lis Kruse på saxofon, Jens Mikkel Madsen på kontrabas og Andreas Skamby Madsen på trommer. De fire medlemmer mødte hinanden på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og har spillet sammen siden 2007.

Lars Fiil og hans musikere er kommet langt de sidste par år. Der har været optræden på jazzens nationalscene, Copenhagen Jazzhouse og velbesøgte koncerter landet over. Under Århus Jazz Festival sidste år blev Lars Fiil (som trio) radiotransmitteret live på P2 – en efterhånden sjælden ære. Koncerten – hørt LIVE – var meget givende. Især de langsomme lyriske numre vibrerede af underspillet passion. Kvartetten har lavet en ny cd, nr. 4 for Lars Fiil selv. Denne nye cd lover godt og vil være grundlaget for denne JIVE-koncert.

Altså, velkommen til en aften med ung, inspireret, akustisk, moderne jazz….og bliv en overbevist ”Fiil-ofil”!

myspace.com/larsfiilkvartet

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 100,00
Medlem: 80,00
Stud.medlem: 50,00