![]()
|
JACOB FISCHER TRIO feat. FRANCESCO CALÍ
-
FRA HENDRIX TIL DJANGO OG FRA ”SIDEMAN” TIL ”MAINMAN”
Onsdag 28. september 2011 kl. 19.30
|
| Guitar: | Jacob Fischer |
| Accordeon: | Francesco Calí |
| Bas: | Hugo Rasmussen |
| Trommer: | Janus Templeton |
Guitaristen Jacob Fischer kom ind på den danske jazzscene ganske ydmygt som 19-årig nærmest ved et tilfælde. Fra den ene dag til den anden var han der - manden uden fortid – og med en mesters beherskelse af sit instrument. Han kunne både sin Hendrix, sin Django Reinhardt og hele den moderne jazz(guitars) historie. Hurtigt gik løbeilden om den nye komet i dansk jazz og alle de store musikere ringede efter Jacob for at få ham med i deres bands. Violinisterne Finn Ziegler, Svend Asmussen og Kristian Jørgensen fik fingre i ham. Han spillede i band med Alex Riel, Jesper Lundgaard og Bob Rockwell. Jacob Fischer er vel det nærmeste dansk jazz kan komme en Askepot-historie.
De mange år som ”sideman” for de store kanoner var givende musikalsk, men efterhånden begyndte - på talrige opfordringer - tanken om selv at være frontfigur (mainman) at dukke op. Jacob udsendte så først en cd, hvor selveste Svend Asmussen deltog. Dernæst en ren guitar/orgel/tromme-blues-cd med den rene titel ”BLUES”, som Jacob Fischer turnerede med i 2010. Her gav han virkelig los af blues-inspirationen fra ikoner som Jimi Hendrix og John Scofield.
Jacob Fischer er en ægte musiker af gudernes nåde med kæmpe ører og et ydmygt hjerte. Sådan en skal man værdsætte i disse tider, hvor den ægte musiker kan være svær at spotte i vrimlen af lyd-udøvere.
Aftenens koncert med Jacob Fischer Trio præsenterer den italienske accordeon-spiller Franceso Calí. Det antyder, at musikken rødder skal findes i den swingende Django Reinhardt-sigøjnertradition og i Middelhavsområdets lyriske ballader. På bas ingen mindre end den fantastiske jazz-smølf med et røde skæg ,Hugo Rasmussen – en af alle tiders største danske bassister. På trommer er Janus Templeton, som har slået sit navn fast på jazz-landkortet.
| Billetpriser | DKK |
| Ikke medlem: | 120,00 |
| Medlem: | 100,00 |
| Stud.medlem: | 60,00 |