|
CHRISTIAN SIEVERT/MADS VINDING DUO – En akustisk aften i selskab med to virtuoserLørdag 28. april 2012 kl. 19.30Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.
Guitaristen Christian Sievert er en speciel skikkelse i dansk musikliv. Han er autodidakt og har igennem årene udviklet en unik og uovertruffen beherskelse af den akustiske guitar. Hans specielle teknik giver ham en næsten ubegrænset mulighed på instrumentet. Hans stil er præget af hans mangeårige beskæftigelse med især flamenco-musikken og den brasilianske musik. Christian Sievert er en kult-musiker. Han har gennem sit snart 70-årige liv (fylder år d. 30. juni) ydmygt spillet sin virtuose musik på de spillesteder, som nu selv kontaktede ham. Hans ry er dermed gået fra mund til øre, fra person til person, for promotion og udadvendthed har aldrig haft Christians interesse. Der er ingen hjemmeside, Facebook eller agenter, som ”sælger” ham. Han vil hellere bruge sin fritid på at kigge på fugle, se tranedans i Sverige eller nyde en cognac og en god cigar. Alligevel har mange mennesker hørt ham via koncerterne og de talrige cd-udgivelser gennem tiden. Også udlandet har fundet frem til Christian Sievert. Han har spillet med verdensmusikere fra Tyrkiet, Spanien, Brasilien og flere andre steder, som er kommet til Danmark for at spille med den ”sære musiker” fra Danmark, som kunne spille DERES egen musik, ofte bedre end de selv. Samarbejdet med super-bassisten Mads Vinding er af ældre dato, idet de dannede makkerpar i 70ernes københavnske musikliv. Faktisk er gendannelsen af duoen kommet i stand på JIVEs initiativ. Vi vil gerne hylde Christian Sievert som den unikke musiker, han er, og bringe ham frem til det vejlensiske publikums bevidsthed. Mads Vindings suveræne basspil kendes i forvejen af alle jazz-interesserede i dette land. Mads Vinding er nemlig bas-virtuosen i dansk jazz, og netop han kan matche Christian Sieverts musikalske løjer og unikke musikopfattelse. Mads er i toppen af kongerækken af store danske bassister. Han har været med i det gamle Montmartre og har derfor spillet med alle de store amerikanere, som besøgte Danmark i 60erne og 70erne; Stan Getz, Dexter Gordon og mange, mange flere af den kaliber. Super sympatisk og fuld af underfundig humor er også han ved at nå en moden alder (63 år). I særlig grad kommer Mads Vindings mesterskab på bassen frem i duo-sammenhænge. Mange sikkert hørt ham i duo med guitaristen Jacob Fischer, et makkerskab der fortsat eksisterer og gløder. Duoen Sievert/Vinding er virkelig blevet tændt på genoptagelsen af det gamle samarbejde. De er gået i gang med at finde det repertoire, som skal være basis for samarbejdet anno 2012. Det vil oftest være originale Christian Sievert-kompositioner. Deres fælles kærlighed til musikken gnistrer igen. Musik-muserne har hvisket dem i ørerne. Dette vil utvivlsomt blive en af forårets store musikalske oplevelser i Vejle. Kom og oplev Christian Sievert LIVE at JIVE. Helt rolig er han, totalt opslugt af sin musik, nynnende, en mester. Han er blevet ét med musikken og med sin makker Mads Vinding. Det er fantastisk.
www.vinding.dk/
|