STEFAN PASBORGs ODESSA X-TRA LARGE
EN UNIK GAVE, EN UNIK TROMMESLAGER

Torsdag 12. september 2012
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Trommeslageren og orkesterlederen Stefan Pasborg fik som barn en helt unik gave. Som 3-årig fik han af navnkundige Alex Riel foræret en lilletromme, en hi-hat og et bækken. Fra det øjeblik var Stefan Pasborgs livsbane udstukket – han skulle være trommeslager. Og det blev han, i en grad så han og hans musik er kommet på både det danske og det internationale jazz-landkort.

Stefan Pasborg har besøgt JIVE flere gange med bandet Ibrahim Electric, som har opnået en uhørt stor succes inden for instrumentalmusikken. Denne gang har han sit andet orkester, ”Pasborg’s Odessa”, med – og det endda i udgaven X-tra large. I dette orkester er legekammeraten fra Ibrahim Electric, Niclas Knudsen på guitar. Vejlensiske Mads Hyhne på basun. Desuden hele to saxofonister, Anders Banke og finske Mikko Innanen, og endelig endnu en finne, Seppo Kantonen på keyboards/piano og Nicolai Munch-Hansen på bas. Det er altså et overdådigt velspillende og internationalt orkester, der kommer til JIVE.

Musikken er både Pasborg-originaler og cover-numre. Disse sidste er bl.a. af Led Zeppelin, The Lounge Lizards og Robert Fripp’s King Crimson. Når man tager disse navne og drysser lidt Charles Mingus og Ornette Coleman over, så han man en meget god fornemmelse af den smeltegryde, som dette orkester er. Der er ingen musikalske barrierer. Der bliver rocket, der bliver jazzet, der bliver festet igennem. Den såkaldte progressive rock, som den lød hos fx King Crimson er ikke fjern. Nogle gange bryder et høj-oktan New Orleans-orkester igennem til stor festlighed. Det er absolut ikke kedeligt. Det såkaldte ”jazzpoliti” vil helt sikkert ”anklage” Pasborg for at have fundet nye veje i musikken og ikke holde sig til den slagne vej. PASBORG’s ODESSA kan også ses som en forlængelse af den musikalske tradition som først Ellington, siden danske Pierre Dørge har bidraget til – ”junglemusikken”. Vi taler altså om vitalitet, spilleglæde, innovation og musikalsk mesterskab.

Pasborg nævner blandt sine inspirationer for orkestret, filminstruktøren Sergei Eisensteins banebrydende stumfilm om ”Panserkrydseren Potemkin”, der var med i de tidligste dage under den russiske revolution, mens den lå i havnebyen Odessa i Sortehavet. Inspirationskilden er typisk for Pasborg, som ser ubegrænsede musikalske muligheder i alt.

Kald det jazz, kald det New Orleans, kald det avantgarde – kald det hvad som helst, men gå ikke glip af denne enestående mulighed for at høre en af de mest spændende, danske musikere med et suverænt orkester på scenen hos JIVE.

Saxofoner: Mikko Innanen (Fin)
Saxofoner: Anders Banke
Trombone: Mads Hyhne
Guitar: Niclas Knudsen
Piano / Rhodes: Seppo Kantonen (Fin)
Bas: Nicolai Munch-Hansen
Trommer: Stefan Pasborg

pasborg.dk
www.pasborg.dk

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 120,00
Medlem: 100,00
Stud.medlem: 60,00


Oversigt over koncerter 2012 andet halvår