Karsten Bagge Projekt
Trommeslageren går i front
Onsdag 19. september 2012
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.
Efter mange år som ”sideman” i andres projekter springer trommeslageren Karsten
Bagge nu ud som bandleader. De mange læreår hos Thomas Clausen, Bob Rockwell,
Thomas Fryland m.fl. har givet en stor erfaring, en monster-teknik og en lyst til at
komme ud med eget bud på en musikalsk retning. Karsten Bagge får i dette projekt
med det passende navn, KB Project, virkelig vist sit vingefang som trommeslager.
Hermed er det slået fast – hvis du ikke vidste det i forvejen – Karsten Bagge er en af de
største trommeslagere på den danske jazz-scene. Spændvidden i bandets repertoire
er stor fra nordisk melodisk jazz over stille ballader til mere pågående og funky power-
jazz. Karsten Bagge får det hele til at hænge organisk sammen, om det er sofistikeret
whiskers-spil på bækkenerne eller power drumming.
Dette band har så prominente folk som publikumsfavoritten Henrik Gunde – kendt
fra ”Gunde on Garner”, på piano. Thomas Fonnesbæk håndterer bassen og Per Gade
swinger guitaren både akustisk og elektrisk, så det gnistrer. De turnerer på baggrund af
udgivelsen af cd’en ”Enfant Terrific”, der koket leger med Karsten Bagges udvikling til
sandt trommemonster, men stadigvæk med barnets nysgerrighed og legende tilgang.
Karsten Bagge har rødder i Vejle-området. Mon ikke mange af disse skal ind og opleve,
hvor Karsten står lige nu. JIVE har i adskillige sammenhænge præsenteret Bagge, og
altid har han leveret et ypperligt spil på trommerne. Områdets musikskoler kan være
stolte over at have givet Bagge den første musikalske næring, som er så vigtig.
Netop fyldt 40 år, med kone og en søn, som i øvrigt hedder Elvin (som en hyldest til
trommeslageren Elvin Jones) er tiden inde til at hylde inspirationskilderne, som ud
over Elvin Jones er Ed Thigpen, som lærte Bagge det sofistikerede whiskers-spil på
lilletrommen og i øvrigt udnævnte Karsten Bagge til at være sin naturlige arvtager.
Sådan!
Det bliver en aften med fantastisk og RIGTIG jazz anno 2012 fra nogle af dette lands
allerbedste musikere.
| Guitar: |
Per Gade |
| Piano: |
Henrik Gunde |
| Bas: |
Thomas Fonnesbæk |
| Trommer: |
Karsten Bagge |
www.karstenbagge.dk
| Billetpriser |
DKK |
| Ikke medlem: |
120,00 |
| Medlem: |
100,00 |
| Stud.medlem: |
60,00 |