CLAIRE MARTIN EN AF VERDENS FINESTE VOKALISTER

Lørdag 4. oktober 2014 kl. 20.00
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Vocal: Claire Martin
Piano: Garath Willams
Bas: Morten Ramsbøl
Trommer: Kristian Leth

JIVE starter “Efterår 14”’s tema med store sangerinder med et brag af en koncert! Claire Martin er en af de fineste sangerinder i verden i dag. Det er store ord, men sådan er det. Nu kommer hun og giver en koncert hos JIVE i Vejle!

Claire Martin har sunget professionelt i 27 år, siden hun var 19 år. Lige nu er hun på toppen af sin karriere med en stemme og en livserfaring, der gør, at hun kan synge de store, klassiske jazz-sange, så de emmer af levet liv.

Hovedvægten i Claire Martins repertoire ligger i “The Great American Songbook”, de klassiske jazz-evergreens, som vi alle elsker så højt, og som giver de største kunstnere mulighed for at blive udfordret igen og igen.

Claire Martins største inspirationskilde er også den største jazz-sangerinde nogensinde, Ella Fitzgerald. Hun har udgivet 17 cd’er, og gennem 13 år har hun bestyret et fast ugentligt, seriøst jazz-program på BBC, hvor hun har interviewet mange af tidens største jazz-navne.

Hun har flere gange været kåret som årets jazz-vokalist i i britisk jazz. Hun har turneret over hele Europa, Asien, Rusland og Kina og også sunget i Lincoln Center i New York. Hun har modtaget “Order of the British Empire” for sin indsats for jazzen i Storbritanien.

Alle steder bliver publikum betaget af hendes fantastisk nærværende sceneoptræden. Hun er afslappet, humoristisk og karismatisk. Som en sand kunstner er hun respektfuld og kommunikerende med publikum, ydmyg og taknemmelig i sin tilgang til den gave, hun har fået; at gøre folk glade med sin sang, at gøre verden en lille smule dejligere.

Hun har sunget med symfoniorkester og senest med The Montpellier Cello Quartet, så spændvidden er stor.

Denne aften i Vejle skal vi høre Claire Martin med nogle af vore elskede danske jazzstjerner, som udgør Martins faste orkester, når hun turnerer i Skandinavien. Morten Ramsbøl på bas, Kristian Leth på trommer. Desuden Garath Willams på piano. De er fantastiske musikere, og Claire Martin er i de bedste hænder på denne turne. De vil få god plads til at vise deres store kunnen.

JIVE anbefaler, at du/I bestiller billetter. Vi forventer fuldt hus og udsolgt til denne fantastiske koncert.

www.clairemartinjazz.co.uk

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 150,00
Medlem: 120,00
Stud.medlem: 80,00