CÆCILIE NORBY
EN HYLDEST FRA EN STOR MUSIKER TIL EN ANDEN. CÆCILIE NORBYS: “THE NANCY WILSON PROJECT”

Lørdag 1. november 2014 kl. 20.00
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Vocal: Cæcilie Norby
Piano: Jacob Christoffersen
Bas: Morten Ramsbøl
Trommer: Morten Lund

JIVEs anden koncert i temaet med store sangerinder er danske Cæcilie Norby, som hylder en anden stor amerikansk sangerinde, Nancy Wilson. Publikum har stor grund til at hylde begge sangerinder! I dette efterår bliver Cæcilie Norby 50 år og har valgt at fejre det med dette hyldest-projekt til en af sine store inspirationskilder.

Nancy Wilson lever, optræder og inspirerer stadig i sit 77. år! Som sit forbillede har Cæcilie Norby haft en karriere, hvor pop og jazz er blevet blandet på smagfulde måder. Hvor Nancy Wilson fik sit endelige jazz-ridderslag i samarbejde med alt-saxofonisten, Cannonball Adderley, fik Norby sin jazzsjæl på plads via samarbejdet med bassisten (og livspartneren), svenske Lars Danielsson. Repertoiret bliver derfor mest sange, som forbindes med Nancy Wilson.

Cæcilie Norbys karriere har i den senere del af karrieren budt på hele fire indspilninger på det legendariske pladeselskab, Blue Note. Lige nu er hun med det anerkendte tyske pladeselskab, ACT, som har givet karrieren ny vind.

Mon nogen fra deres ungdomstid kan huske pop-gruppen, One Two, hvor Cæcilie var hovedsolist? Måske kan jazz-folket bedre huske gruppen, Frontline, hvor Cæcilie sang med bl.a. pianisten Jørgen Emborg. Det var i de store salgstals tider.

Inden for jazzgenren er Cæcilie den bedst sælgende jazz-kunster i Danmark. Samtidig er hun også et navn i jazzverdenen i Europa og endda en stjerne i Japan, hvor man anerkender klasse, når man møder den.

Cæcilie Norby synger en flot sopranstemme. Hun har en dejlig indlevelse i teksterne, som altid er smagfuldt sunget og arrangeret.

Det bliver en ren dansk trio, som akkompagnerer hende. Morten Lund på trommer, Jacob Christoffersen på piano og Morten Ramsbøl på bas. Det bliver et gensyn med sidstnævnte, som også var ankermand ved Claire Martin-koncerten. Det er jo ingen hemmelighed. Danske jazzmusikeres niveau er tårnhøjt!

Det bliver en stor aften, og også til denne koncert vil vi tilråde at bestille billetter på forhånd. Det er en meget stor kunstner på en lille intim jazz-scene!

www.caecilienorby.com

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 150,00
Medlem: 120,00
Stud.medlem: 80,00