KIRKEGAARD, KASPERSEN OG LUNDIN

Tirsdag 29. marts 2016 kl. 19.00 (!)
Vejle Kunstmuseum, 7100 Vejle

Piano: Jan Kaspersen
Saxofon: Fredrik Lundin

http://www.vejlemuseerne.dk/...

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 120,00
Medlem: 100,00
Unge under 26: 60,00

Koncerten arrangeres af Vejle kunstmuseum. Jive medlemmer kommer ind til medlemspris, Partoutkort kan ikke anvendes ved denne koncert.

Maleren Anders Kirkegaard fylder i januar 2016 70 år, og dette fejres med en udstilling med malerens værker og en koncert med pianisten Jan Kaspersen og saxofonisten Fredrik Lundin - udvalgt efter malerens ønske. Anders vil fortælle om sine malerier, og om hvad jazz betyder for ham, og hvordan den inspirerer ham. Musikken fra Jan K og Lundin vil føje en ny dimension til billederne, som vil omgive koncerten.

Anders Kirkegaard har gennem mange år været en markant skikkelse på den billedkunstneriske scene. Han er også amatør-musiker og har ledet sit eget jazzband. Ligeledes har Anders Kirkegaard gennem mange år været en markant musikanmelder for JazzSpeciel, Danmarks førende (og eneste) magasin for jazzmusikken. Han har derfor et vidtspændende forhold til jazz.

Som maler har han siden 60‘erne været en original skikkelse, som frem for at følge strømmen, fulgte sine egne veje. I en tid med non-figurativt maleri malede han figurativt og lod sig inspirere af italienske renæssance-malere og senere af især det 20. århundredes surrealister som Dali, Bunuel og Bacon.

Det musikalske bidrag til aftenen er lagt i hænderne på Jan Kaspersen og Fredrik Lundin. Begge er højt profilerede jazzmusikere, som på samme måde som Anders Kirkegaard har fulgt egne veje.

Pianisten Jan Kaspersen, født 1942, startede ud i 60‘erne som en del af hippiebevægelsen med gruppen Blue Sun. I 70‘erne arbejdede han meget sammen med forfatteren Dan Turell og havde egne, nyskabende jazzgrupper. Kaspersens egne rødder viste sig med tiden at være musik omkring Duke Ellington, Charles Mingus og især Thelonius Monk, hvis kompositioner han har arbejdet meget med. Sideløbende har Kaspersen spillet meget solo-klaver, hvor store dele af musikken var improviseret. Kaspersen er en ener på den danske jazzscene, kendt som manden med leopard-skindhuen.

Saxofonisten Fredrik Lundin havde sin plade-debut i 1980‘erne. Han spiller såvel sopran- og tenorsaxofon som hovedinstrumenter. Helt tilbage i disse år blev han også medlem af Jan Kaspersens daværende grupper. Venskabet har de holdt ved lige siden da, og de kender hinanden særdeles godt. Senere har Fredik Lundin haft sit halv-store orkester “Lundin Overdrive” kørende med stor succes såvel i Danmark som Tyskland og Skandinavien.

Aftenens koncert vil være i de bedste musikalske hænder med musikere, som vil kunne tage enhver udfordring, som måtte komme fra Anders Kirkegaard, op, uanset om det måtte være “standards” eller improviserede stykker. Forvent en rigtigt spændende aften med tre dybt originale kunstnere, der aldrig er gået på kompromis med deres muser.