GUNNAR HALLE BAND

KOMPROMISLØS NORSK MUSIK OG MILES DAVIS SMILER!

Onsdag 20. april 2016 kl. 19.30
Engelsholm Højskole, Engelsholmvej 6, 7182 Bredsten

Trompet, elektronik, vokal: Gunnar Halle
Guitar: Stephan Sieben
Bas: Putte Johander
Trommer: Knut Finsrud

www.gunnarhalle.com/

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 120,00
Medlem: 100,00
Unge under 26: 60,00


Foto: Kristin Lidell

Denne koncert er arrangeret i samarbejde med Engelsholm Højskole.

Gunnar Halle Band er et yngre norsk orkester. Som de fleste norske orkestre er de dedikeret til at finde nye, originale veje i musikken. Et norsk jazzorkester lægger en ære i at være sig selv, “no matter what”. Denne kompromisløse holdning har skabt nogle fantastiske musikere, fantastisk musik og givet international genklang.

Gunnar Halle selv spiller trompet, gerne tilføjet elektronik, så der bliver flere klangmuligheder at spille på. Han komponerer også musikken til orkestret, og der tages chancer i musikken. Dette foregår UDEN sikkerhedsnet! Når projektet lykkes, er resultatet sublimt. Heldigvis lander orkestret næsten hver gang med benene nede og hovedet opad, hvorefter vi alle er blevet en musikalsk flyvetur rigere.

Gunnar Halles trompet skærer igennem lydmuren med mange-facetterede lydhug. Guitaristen Stephan Sieben, ofte skifter med Eivind Aarset på guitarpladsen, følger op med de muligheder en elektrisk guitar har. Ja, dette er elektrisk musik anno 2016, 25 år efter Miles Davis’ død i 1991. Miles Davis’ elektriske ånd svæver over dette fremragende norske orkester. Han ville have nikket bifaldende til projektet. Orkestret fuldendes af det meget sammenspillede bas/trommepar, Putte Jolander og Knut Finsrud, som giver orkestret et ordentligt spark i rø...bagdelen, når der tiltrænges fornyet energi.

Denne musik er krævende for lytteren, for man skal have noget af den samme indstilling som de udøvende musikere: “Vi skal ikke denne vej, den kender vi. Vi skal den anden vej, den vi ikke kender”! Det er en ret u-dansk indstilling, men tør du tage chancen og stille dig fordomsfrit an, vil du blive belønnet i rigt mål af disse fremragende nordmænd.