Mathias Heise
En stor og klar stjerne på den danske jazzhimmel

Onsdag 26. oktober 2016 kl. 19:30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Mundharmonika: Mathias Heise
Tenorsax: Hans Ulrik Frederick Menzies
Piano: Rasmus Ehlers
Bas: Anders Fjeldsted Mathias Petri
Trommer: Anders Mogensen
Billetpriser DKK
Ikke medlem: 120,00
Medlem: 100,00
Under 26 år: 60,00

Dette er den unge mundharpe-spiller, komponist og keyboardspiller Mathias Heises første besøg hos JIVE. Skønt han på koncerttidspunktet kun vil være 23 år gammel, har han slået igennem med et brag. Allerede som 20-årig blev han “verdensmester i kromatisk mundharpe”, den hvor man kan hæve/sænke tonen et halvt trin, så man kan spille i alle tonearter. Dette skete i Tyskland ved World Harmonica Festival.

Herefter er det gået stærkt. I 2014 udgav han cd’en “Sudden Accent” med et ungt og stærkt hold musikere i bandet Quadrillion. Musikken skabte nærmest sin egen genre, harpe-fusionsjazz. Et meget stærkt udspil såvel kompositorisk som musikalsk. I 2015 vandt Mathias Heise prisen som “Årets nye jazzstjerne” i Danmark - fuldt fortjent, for ikke siden guitaristen Jacob Fischer er en ung musiker indtrådt så fuldt flyvefærdig på den etablerede scene.

Siden har Mathias Heise spillet i mange forskellige sammenhænge fra big bands til mindre og swingende orkestre i bedste Toots Thielemans-stil. Ikke uden grund kan man sammenligne Mathias med Toots. Det instrumentale og melodiske mesterskab på instrumentet er virtuost. Føj så til, at Mathias Heise også spiller stærkt og funky på de elektriske keyboards, synger stilrent og selv komponerer en del af sine melodier, og du har en virkelig klassemusiker. Du er nødt til at kende Mathias Heise, hvis du vil have kendskab til jazzen år 2016. Mathias Heise måler sig med de bedste og tager enhver udfordring op. Ved CPH JAZZ FESTIVAL spillede han fx med pianisten Christian Sands (USA), Alex Riel og Jesper Lundgaard. Det må siges at være et ridderslag!

Med sig denne aften er nogle af dansk jazz’ allerbedste musikere. Tænk bare at opleve saxofonisten Hans Ulrik Frederick Menzies, trommeslageren Anders Mogensen, pianisten Rasmus Ehlers samt bassisten, netop udsprunget fra Rytmekons, Anders Fjeldsted Mathias Petri. Det bliver en FANTASTISK aften, hvor melodi, power, funk og swing, vil få jubelen frem. Tag godt imod Mathias Heise hos JIVE i Vejle!