Mandag d. 15. november kl. 19:30, Bygningen i Vejle
Foto: Nicolas Koch Futtrup
GENERATIONER PÅ SPIL
Trods bandnavnet er Anders Gaardmand nok hoveddrivkraften i dette orkester, som parrer to DRBB-musikere (Gaardmand og Gunde) og en stjerne-trommeslager med en helt ung musiker, den 23-årige bassist, Rune Fog-Nielsen. Generationskløften ophæves, og energien flyder for en fælles sag, jazzens liv og udvikling.
Anders Gaardmand er efterhånden blevet 65 år, og efter mange musikalske rejser er han i gang med at give jazz-stafetten videre til yngre generationer. Det han gjort i flere andre orkestre, og det er lige i jazzens ånd, når en stor musiker erkender, at tiden ikke er uendelig, og der skal gøres en indsats for at holde jazzen levende og frisk for kommende jazzfans.
Anders Gaardmand spiller hele arsenalet af saxofoner, fløjter og klarinetter. Måske vi er heldige, at han har sin dejlige baryton-saxofon med. Anders er eklektiker og spiller i stort set alle genrer, hvis det er nødvendigt. Tidligt i karrieren i 70’erne kunne man også høre ham med tidens pop- og rockorkestre, fx Rugsted/Kreutzfeldt og Shubidua. Desuden var han fast inventar på jazz-natklubben La Fontaine, hvor han har haft sit andet hjem. Her skulle man også kunne spille lidt af hvert til de legendariske jam sessions.
I 1980’erne emigrerede Anders Gaardmand til USA for at prøve sin lykke der. I løbet af tiåret der spillede han meget blues og rhythm’n’blues med bl.a. Etta James, Dr. John og Otis Rush. Desuden fandt han sammen med art-jazz gruppen Lounge Lizards.
Siden vendte han tilbage til Danmark fantastiske erfaringer rigere, som han så nu deler rundhåndet ud af. Efter nogle freelance år i København blev Anders Gaardmand medlem af TIVOLI Ensemble og DRBB, radio-big bandet, hvor han har siddet i saxofon-gruppen siden. Her har han selvfølgelig de seneste år også spillet med aftenens pianist, Henrik Gunde.
Gunde er JIVE’s favorit-pianist i disse år. Gang på gang og i mange konstellationer og formater har han beriget os med sit sublime spil. Vi glæder os vildt hver gang til genhøret. Hvordan er det muligt for JIVE at få denne utrolige og sympatiske musiker til byen så mange gange, tænker du. Det er med at have forbindelserne i orden, og det har JIVE. Med Gunde ved pianoet kan vi være sikre på, at niveauet er international topklasse i orkestret, og at musikken vil swinge på den gode måde.
Frands Rifbjerg er den stilsikre og elegante trommeslager med swing i blodet og vildskab om nødvendigt. Frands er også orkesterleder selv og en meget markant skikkelse på den danske jazz-scene.
Endelig er der “lærlingen”, den kun 23-årige bassist, Rune Fog-Nielsen. Det er første gang, at Rune Fog besøger JIVE, og vi glæder os til at møde et af de nyeste skud i kongerækken af danske jazz-bassister. Rune har ungdommens energi og går i fysisk symbiose med sin bas, så mand og instrument bliver ét. Rune er meget bevidst om jazz-traditionen, og at han kan lære meget gennem sammenspillet med de øvrige stjernemusikere i gruppen. Rune har fået sin jazz-opdragelse hos Thomas Franck, Carl Winther, Bernt Rosengren, Christina von Bülow og Ben Besiakov. Det siger lidt om niveauet, der spilles på.
Det fælles swing og de forskellige erfaringer vil gøre denne aften til en af de helt store oplevelser. Der vil blive spillet underholdende lyttejazz af højeste klasse. Du kan roligt invitere familie og venner med, når jazz-generationerne er på spil LIVE AT JIVE.
Line up:
Anders Gaardmand: saxofoner
Frands Rifbjerg: trommer
Henrik Gunde: piano
Rune Fog-Nielsen: bas
Entre 140 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr + gebyr