Torsdag d. 28. oktober kl. 19:30, Bygningen i Vejle
NU-jazz med “kapow-musikere” nærer dine drømme
Du har måske ikke hørt navnet Jacob Danielsen før, men du har nok hørt musikken fra Jacob Danielsen, især hvis du er interesseret i big band musik eller lyd+kunst+installationer.
Saxofonisten og lydkunstneren har nemlig spillet i de to kendte danske big bands: “Aarhus Jazz Orchestra” og “Blood, Sweat, Drum and Bass”. Det er to af kraftværkerne i Aarhus-jazzen. Her udruges mange talenter og herfra breder de musikalske ringe i vandet sig. I disse orkestre disciplinerer Jacob Danielsen sig og brænder igennem, når han har det musikalske spot.
En anden del af den spændende saxofonists liv foregår i en anden del af kunstens verden. Her anvender han andre sider af sin frodige kreativitet til at indgå i sammenhænge med malere, museer og tegnere. Han har lavet lyd-performance art med sine hjemmelavede maskiner blandet med lyden af hjemmets redskaber kørt igennem båndsløjfer, hvorpå saxofonen så lægger sig som et drømmetæppe. Derved dannes en helt original lyd, som har betaget fx folk på Aarhus Kunstmuseum og på internettet.
Det skal også nævnes, at Jacob Danielsens øvrige orkestre hedder “Admiral Awesome” og “Jacob D’s Maskinpark” – wow!
Jacob har også spillet livekoncerter med sin kvintet/kvartet, hvor der så er blevet tegnet eller malet på computer/storskærm til musikken. Det er der kommet spændende hybrider ud af.
Det skal også lige nævnes, at Jacob Danielsen har lavet performancekunst til internet-forummet TedX Talks, som potentielt har givet Jacob D over 32 mio. seere/lyttere!
Det er altså en særdeles spændende musiker, der besøger JIVE denne aften med sin kvartet, som er klar på og kompetente til at spille melodisk, fx en tango eller mere fri jazz. Vi tager imod den musik, der kommer, når der kommer kreative mennesker forbi med noget på hjerte. Der er dog ingen tvivl om, at der bliver tale om musikalske drømmerejser, om KAPOW-jazz, alternerende med mere melodiøs jazz. Alt vil blive lavet med den musikalske integritet i behold.
Måske netop den kompromisløse tilgang til at være jazzkunstner har været med til at give Jacob D den anerkendte jazzpris, “Gaffelprisen”, så kulturens verden er opmærksom på, at der er en meget spændende kunstner at promovere.
Kvartettens øvrige medlemmer er Frederik Sakham Lomborg på bas. Også han er kendt fra det samme miljø som Jacob D. Sammen med Dan Hjort Jensen på piano og John Riddel på trommer er der lagt op til en aften, hvor den yngre generation viser sit bud på moderne NU-jazz.
Jazz er jo netop ny og forfriskende i sin natur, og i aften kan du berige dig selv og andre med en spændende musikalsk oplevelse.
Line Up:
John Riddel – trommer
Dan Hjort Jensen – piano
Frederik Sakham Lomborg – bas
Jacob Rønne Danielsen – saxofoner + basklarinet
Entre 140 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr. + gebyr