Mandag 9. oktober kl. 19:30, Bygningen i Vejle
Musikalsk skabelse med verdens-pianist
For Carsten Dahl er nuet altid i centrum; det øjeblik, hvor musikken skabes. Derfor er det ekstra godt at overvære mesteren i en koncert-situation, selv om også Carsten Dahls mange udgivelser også giver en forståelse for det skabende og innovative i musikken. Du skal til denne koncert have lytte-ørerne på plads og hengive dig til musikken og dens skønhed. Slip alle tanker og bliv ført ind i det spændende univers, der åbner sig for dig.
Pianisten Carsten Dahl er nok det nærmeste, vi kommer på et musikalsk geni i Danmark. Her kommer han på besøg i JIVE med en ny trio. En ny trio betyder en ny tilgang til musikken, da musikerne i Dahls trioer altid får den plads, de har brug for til at udtrykke sig. Det betyder nye veje i musikken, nye tilgange til aftenens program af improvisationer i nuet, af Dahls egne kompositioner og de elskede standards som er alle jazz-musikeres fælles sprog.
Denne nye trio, Golden Ratio Trio, er Dahl med to af dansk jazzmusiks ypperste udøvere, bassisten Daniel Franck og trommeslageren Jakob Høyer. The Golden Ratio (Det gyldne snit) er et begreb fra malerkunst og arkitektur, hvor proportionerne forholder sig optimalt til hinanden. Det er netop, hvad der sker i denne trio. De tre instrumenter forholder sig dynamisk til hinanden, således at når en dimension (et instrument) strækker ud, tilpasser de andre dimensioner/instrumenter sig til dette nye. Det giver et ultimativt musikalsk fællesskab og dermed basis for noget nyskabende og unikt.
Du kommer altså til at deltage i musikalsk skabelse med en verdens-pianist i en fremragende trio. Hvad aftenens præcis vil bringe, kan vi i sagens natur ikke forudsige. Vi kan kun love dig en stor, musikalsk oplevelse.
Line up:
Carsten Dahl – piano
Daniel Franck – bas
Jakob Høyer – trommer
Lyt her: Carsten Dahl / Daniel Frank
Entre 160 kr. / medlemmer 120 kr. / unge-medlemmer 70 kr. + gebyr