Tirsdag d. 19. februar kl. 19:30 i Bygningen
PRISVINDENDE ORKESTER MED SMUKKE MELODIER OG ÅNDEN FRA MILES DAVIS
Aftenens koncert er med vinderen af DMA – Danish Music Awards – for bedste jazz-udgivelse i 2018, trommeslageren Frands Rifbjerg Kvartets “Songs and Melodies”. Vi er altså igen inde i hjerteområdet i nutidig dansk jazz. Man forstår nok bedre bedre bedriften, når “sidemen” i projektet viser sig at være Vejles vidunderlige bassist, Anders (AC) Christensen, trompetbossen Kasper Tranberg og pianisten Søren Kjærgaard.
Titlen på prisvinder-udgivelsen vidner om, at den melodiøse opfattelse af jazzen er vigtig denne aften. Vi kan forvente melodier fra Rifbjergs hånd, fra AC’s hånd – den fantastiske “Jamil”, som vi også kender fra Jive’s julekoncerter og fra Tranbergs hånd blandet med fx musik af Bob Dylan og andre. Bag nogle af Rifbjergs kompositioner ligger farens (Klaus) ord som en undertone.
Miles Davis’ tidlige, rolige 60’er ånd hviler over projektet, tydeligst gennem Kasper Tranbergs anvendelse af muted trumpet, men også gennem Søren Kjærgaards Herbie Hancock-inspirerede spil.
Med dette dynamithold er det nok svært at forudse, hvad der kan ske, for alt kan ske. Alle er mestre i improvisationens kunst. Alle vil og tør møde det uventede. Det er gaven, når fire store mestre mødes på scenen hos JIVE.
Frands Rifbjerg har været en vigtig person på den danske jazzscene i mange år. Han er klassisk uddannet trommeslager fra Det Kongelige Musikkonservatorium, men valgte jazz-vejen. Efterfølgende har Frands været på Drummers Collective, en tromme-uddannelse i New York, som kun de skrappeste kommer igennem. Af priser har Rifbjerg bl.a. vundet Ben Jædig-prisen i 2009. Som sideman har han spillet med mange af de største, fx Clark Terry, Phil Woods, Carla Bley, Steve Swallow, Horace Parlan m.fl. Herhjemme er han nok mest kendt for sin mangeårige deltagelse i Carsten Dahl Trio. Nu er han så sprunget ud som kapelmester – anviser af den musikalske vej for et orkester, en prisvindende vej som mange vil følge dem på.
Alle tre øvrige medvirkende er koryfæer på den danske jazzhimmel. AC kender vi jo så godt fra talrige besøg. En sand mester på bassen og uhyre sympatisk. Han færdes også i rock-musikkens øverste lag som Sort Sol og Savage Rose.
Kasper Tranberg er også selv bandleader og i evig musikalsk udvikling. Kasper Tranberg er “Strawbossen”- en lidt underkendt person, som dog kender sit sande værd, hvilket vi andre også gør. Han er en absolut mester på sit instrument og har skabt sig en stor international karriere i samarbejde med mange store, udenlandske navne på scenen for moderne musik. Senest er Kasper begyndt at komponere for stort orkester, så der er masser i vente fra denne mesters hånd.
Pianisten Søren Kjærgaard er en af de ledende musikere i moderne jazz og nyder stor anerkendelse nationalt som internationalt. Herhjemme måske bedst kendt for sit samarbejde med jazz-nestoren og tennis-esset Torben Ulrich samt trommeslageren Kresten Osgood. En mand med 17 udgivelser i eget navn og lige så mange som sideman indikerer, at Kjærgaard er en mand med noget på hjerte, noget NYT på hjerte – jazz til sin samtid.
Vi skal møde jazz af den mest velspillede og veloplagte slags. Vi skal møde et band, der ved, at “less is more”, at den indre stilhed er den ydre storm. Det bliver en udsøgt fornøjelse.
Line up:
Trommer: Frands Rifbjerg
Trompet: Kasper Tranberg
Bas: Anders AC Christensen
Piano: Søren Kjærgaard
Entre 120 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr
Skriv til os på billetkontor@jive-jazz.dk hvis du vil bestille billetter.