Richard Andersson Quartet

Tirsdag d. 26. april kl. 19:30, Bygningen i Vejle

En drømmekvartet er født

Et drømmeorkester opstår, når musikere af den allerhøjeste klasse slår sig sammen for at skabe musik. Det er noget, man kun kan håbe på ske, og nu sker det så….LIVE AT JIVE.

Dette er dansk jazz af allerhøjeste klasse, med fire instrumentale mestre, virtuoser på deres instrument.

Vi har i denne kvartet band leaderen, Richard Andersson på bas med dansk/færøsk/islandske rødder. Richard er opvokset i Daugaard men i dag hjemmehørende i København. Han glæder sig til at komme tilbage til Vejle og spille. Richard er blevet 40 år efterhånden. Han har studeret på Manhattan School of Music og gradueret fra RytmeKons i København. Han har spillet med mange store jazz-navne som fx Jerry Bergonzi og har indspillet på omkring 20 udgivelser. Den seneste er netop med Richard Andersson Quartet, “Pocket Music”. Grundsporene blev lavet for 10 år siden, da Richard første gang samlede kvartetten. Siden er de blevet pudset af og udgivet i 2020 under corona-nedlukningen. Nu er orkestret så ude at turnere med musikken. Lad det være sagt med det samme: Det er formidabel musik, de fire musikere har skabt.

Ben Besiakov på piano er vidunderbarnet, nu 65 år, som fik sin musikalske opvækst i Jazzhus Montmartre i København, hvor bl.a. Ben Webster tog knægten under sine vinger. Niels-Jørgen Steen har guidet Ben mod den swingende musik. Ben har gennem årene spillet i alle genrer og falder med naturlighed og lethed ind i den givne musikalske sammenhæng. Det har gjort ham til en mester i såvel hard bop, som latin og fusionsmusik. Når Ben spiller, ånder Gud på pianoet.

Kasper Tranberg på trompet er evigt søgende, evigt fornyende og altid i bevægelse mod musikkens kilder. Kasper kan selvfølgelig også det hele og har det lige godt med swing-musik som med ekspressiv free jazz.

Endelig er der Kresten Osgood, den på alle måder store, danske trommeslager. Altid med blik for de kreative, nyskabende muligheder i en kontekst. Kresten er en dynamo på den danske jazz-scene, hvilket han har vist igen og igen, også her i JIVE, hvor han bl.a. havde en sæson som “Artist in Residence”, hvor han skabte spændende, moderne jazzmusik i flere uafhængige koncerter. Kresten er højt respekteret i udlandet og har mange udgivelser bag sig – og foran sig.

Dette band er bandledernes band. Fire store, nyskabende musikere i ét band. Hver især kunne bygge et band op omkring sig. Her er de sammen med det formål at skabe ny og spændende musik. Det swinger helt vildt, musikerne ægger hinanden til at yde deres allerbedste, og der er meget at komme efter. Eftertænksomhed, som coronatiden har indpodet i os, finder også vej ind i musikken.

Vi er i den del af jazzen, som er skabt af de store mestre; Miles, Dizzy osv… Blue Note-lyden fra 50’er/60’erne, altså jazzens helt store guldalder, og musikerne kan virkelig spille som de store mestre og få deres egen sjæl med i udtrykket. Det er virkelig stærkt at høre et så velspillende musik-kollektiv som dette. Åndedrættet og forståelsen er ét her. Der er ingen begrænsninger i udtryksmulighederne hos de fire virtuoser. Det lover godt for en LIVE-koncert, hvor netop interaktionen med publikums energi bringer improvisationerne til spændende steder.

Richard Andersson har været blind siden sit 14. år, og den manglende synssans er sublimeret over i en fornemmelse af at være ét med bassens træ og krop. Bassen “ser” farverne, mærker følelserne. Richard Andersons store musikalske mesterskab gør, at han kan bearbejde følelserne og sende dem videre, via sin bas, ud i det musikalske rum, der er ved at blive skabt.

Værs’go’ – kom og mød en fantastisk kvartet og bliv en del af den kreative skabelse. Det er en gave for livet.

Line-up:
Kasper Tranberg – trompet
Ben Besiakov – piano
Kresten Osgood – trommer
Richard Andersson – bas

Entre 140 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr. + gebyr

Lukket for kommentarer.