Snorre Kirk Going Up

Tirsdag d. 1. marts kl. 19:30, Bygningen i Vejle

 

Jazzens Kalmar-Union – en aften med stil

Så er der budt op til skandinavisk topmøde, en Kalmar-union i jazzen. Orkesterlederen er den norske trommeslager Snorre Kirk. Fra Sverige kommer den fantastiske pianist Magnus Hjorth og altsaxofonisten Klas Lindquist, og fra Danmark Mads Kjølby på guitar og Anders Fjeldsted på bas.

Dette er “as good as it gets”, når vi taler om elegant og swingende jazz. Sammen er denne kvintet uovervindelig og matcher ethvert nulevende stjerneorkester. Her er et band med respekt for swing-traditionen og med stor respekt for publikum. Iført stilfuld og elegant påklædning, med musikalske færdigheder på allerhøjeste niveau og et repertoire baseret på jazz i genrerne swing og bop, altså retro på den allerbedste måde og i den mest positive forståelse af ordet. Moderne musik med rødderne i orden.

Mange af kompositionerne vil være Snorre Kirk-originaler, som rammer inden for skiven af swing, mainstream og bop. De store mestre som Duke Ellington, Count Basie og ikke mindst “The Blues” er nærværende i musikken. Det er tilgængelig, swingende jazz in-the-tradition, som hermed bliver holdt levende og opdateret. Gruppen optrådte også til DMA-Jazz 2021 med råswingende musik, som tydeligvis faldt i publikums smag.

Snorre Kirk brød igennem 2012 med albummet “Blues Modernism”, som bl.a. indbragte ham JAZZ SPECIALS pris for “Årets Album”. Senere fulgte “Europa”, “Drummer and Composer”, “Beat” og senest det forrygende samarbejde med saxofonisten Stephen Riley, “Tangerine Rhapsody”, der er ude i mere eksotiske klange. Nu er Snorre Kirk fuldt etableret på den europæiske jazzscene, og der er bud efter ham fra festivalerne og koncert-scenerne.

Pianisten, 38-årige Magnus Hjorth, er en fantastisk musiker og band leader for sin egen trio. Han har udgivet flere stærke albums på Stunt Records. Også han er super elegant med et stærkt touch og dynamik i anslaget. Også Hjorth har sit hjerteblod i den swingende jazz og hardboppen.

Klas Lindquist på altsaxofon er hjemmehørende i Göteborg/Stockholm, hvor han bl.a. har sin egen nonet, som han komponerer for. Han spiller også i Stockholm Swing All Stars, så det er et “match made in heaven”, når den stærke og prisvindende svensker parres med Snorre Kirk og Magnus Hjorth.

To danskere afrunder kvintetten; Den forrygende bassist, Anders Fjeldsted, som også selv er orkesterleder for nogle af tidens jazzkometer, saxofonisten Oilly Wallace og pianisten Artur Tuznik. Desuden guitaristen Mads Kjølby, uddannet ved Rytmekons i København og med USA-ophold på Musicians Institute, Los Angeles med udmærkelsen “Outstanding Jazz Stylist”. Kjølby er en meget efterspurgt musiker. Han mestrer mange instrumenter, men det store fokus er på guitaren.  Han kan spille strenge i alle genrer, både elektrisk og akustisk, men her vil det være det swingende, som er Snorre Kirk Quintets udgangspunkt.

Glæd dig til en stor aften LIVE AT JIVE med et håndplukket orkester, der virkeliggør drømmen om en musikalsk Kalmar-union.

Line-up:

Klas Lindquist – sax
Magnus Hjorth – piano
Mads Kjølby – guitar
Anders Fjeldsted – bas
Snorre Kirk – trommer

Entre 140 kr. / medlemmer 100 kr. / unge-medlemmer 60 kr. + gebyr

Lukket for kommentarer.