Rio Jazz 4 + Edu Neves

Tirsdag 18. april 19:30, Bygningen i Vejle

 

Rio-gilde hos Jive med brasiliansk gæstestjerne

Mon ikke du har en god fornemmelse af, hvor aftenens orkester vil hen.
Gruppens navn, Rio Jazz 4. Musikernes nationaliteter, Brasilien og Danmark, og endelig en stjernesolist, Edu Neves, også fra Brasilien.

Du skal nemlig deltage i en forårsdag i Rio/Vejle, hvor livet bobler og bruser. Det vil være lyden af det eksotiske Rio de Janeiro iblandet det bedste af dansk jazz. Forførelsen finder sted i din helt egen jazzklub, JIVE i Vejle.

Så find badetøjet frem, så du kan hoppe i de liflige jazzbølger, der udgår fra scenen. Få en kold øl eller en drink i baren og mærk kroppens lyst til at danse og bevæge sig til musikken. Slap helt af fra dagligdagens byrder med sjælfuld bossa nova musik og brasiliansk samba tilsat et skvæt nordisk jazz.

På scenen er de to danske kapelmestre, saxofonisten/fløjtenisten Christina von Bülow og bassisten Morten Ankarfeldt. De har gennem snart 10 år haft en kvartet sammen med to skrappe brasilianske musikere, trommeslageren Cassius Theperson og guitaristen Caio Marcio Santos. Denne kvartet har ført Stan Getz’ og João Gilberto’s 1960-samarbejde ind i en nutidig og nordisk kontekst. Hvem andre end Christina von Bülow skulle gøre dette? Hun som selv har fået undervisning af mesteren Stan Getz.

Det betyder, at musikken har den let genkendelige brasilianske, legende lethed og samtidig blandes det med elementer af moderne jazz. Rio Jazz 4 spiller originale kompositioner samt raffinerede fortolkninger af musik fra den elskede brasilianske sangbog. Det bliver et mix af nyt og gammelt på et fundament af bossanova og samba.

Og så til aftenens gæst, den brasilianske legende, saxofonisten/fløjtenisten Edu Neves. Han er en af de allerstørste i brasiliansk musik og har spillet med bl.a. Hermeto Pascoal, Gilberto Gil og Milton Nascimento for blot at nævne nogle få.

Edu Neves tilfører musikken endnu mere autenticitet og kraft, når han alene eller sammen med instrument-kollegaen von Bülow tager på spændende musikalske rejser.

Forvent en smuk og energisk koncert, hvor de fem musikere spiller direkte til hjertet og kroppen med en intensitet og energi, der kan være svær at sidde stille til.

Line-up:
Christina von Bülow (DK) – Alt Sax/Fløjte
Caio Marcio Santos (BR) – Akustisk guitar
Cassius Theperson (BR) – Trommer
Morten Ankarfeldt (DK) – Kontrabas
Edu Neves (BR) – Fløjte/Tenor Sax

Entre 160 kr. / medlemmer 120 kr. / unge-medlemmer 70 kr. + gebyr

Lukket for kommentarer.