Onsdag d. 15. maj kl. 19:30, Bygningen i Vejle
Flyv på ryggen af en jazz-drage
At navnet på aftenens orkester er “The Dragon” skal absolut ikke skræmme nogen væk. Man skal dog vide, at dette band både kan vise tænder og spy ild, men også kan være en rar musikalsk ven at have.
Drage-navnet opstod i en af den vejlensiske bandleader og guitarist Hans Henrik Bays kompositioner, hvor trommeslageren, Anders Mogensen, viste så meget ild og power i sit spil, at bandmedlemmerne spontant udbrød, at her var vist en drage på spil. Dette fortæller også noget om Anders Mogensens fantastiske trommespil, der kan rumme alt fra en stille hvisken til et højdramatisk tordenvejr, hvor dragerne kommer ud fra deres skjul.
Der er en anden drage på spil i orkestret, nemlig den meget stærke saxofonist Niels Vincentz, som i en periode spillede i de legendariske trommeslagere, Billy Cobhams og Billy Harts orkestre og dermed har bestået den store fusions-eksamen. Niels Vincentz har også dette i sig at kunne spille smukt og følsomt for så at gå over i det mere ekspressive. Hans improvisationer kommer fra en dyb, melodisk kilde.
Over-dragen, lederen af The Dragon, guitaristen og komponisten Hans Henrik Bay har vejlensiske rødder. Han var, for 25 år siden, med til at starte “Vejle Amts Rytmiske Basis Ensemble” – som dog hurtigt skiftede navn til Ensemble New, hvor de spillede med stor succes på mange scener fra Jive i Paraplyen til Blue Note Club i New York City. Der blev produceret flere cd’er med Ensemble New, og på en af disse dukkede super trommeslageren Billy Cobham op som producent. Dette gav en frisk og funky tone, som Hans Henrik Bay har taget med over i nogle af sine solo-produktioner.
Bassisten Torben Bødker Bjørnskov var dengang bassist i Ensemble New og har således været musikalsk ven med Bay i 25 år. Stensikkert og harmonisk holder Bjørnskovs bas bunden i orkestret, så uanset hvor kraftigt dragen basker med vingerne, holder den sin kurs.
Hermed er altså antydet, at medlemmerne i dette orkester kender hinanden særdeles godt, både personligt og musikalsk.
Orkestret vil spille originale Hans Henrik Bay numre, hvor inspirationen kan komme fra Blue Note sounden fra 1960’ere, en gylden periode hvor blandt andet Wayne Shorter bar flammen. Ballader og up-tempo numre vil variere. Du vil kunne spore en Balkan-inspiration visse steder. Det er en nyere åre, som Hans Henrik Bay er tilgået. Samtidig vil nogen af kompositionerne være ret gennemkomponerede, hvad der bringer en klassisk tradition i erindring. Alt vil dog blive smagt til med jazzkrydderier, så du får et bud på, hvad en nutidig jazzmusiker kan gøre for at bringe den inspirerende Blue Note lyd et stykke videre. Der bliver også plads til nogle standards og mon ikke vi får smagsprøver fra Bays forrige udgivelse, “Dreams”, der var inspireret af fusionsmusik. Den nyeste udgivelse, som vil være klar ved denne koncert, dykker som sagt ned i Blue Note-inspirationen.
Kom og vær med, når “The Dragon” sætter kursen for en ny tids jazz.
Line up:
Hans Henrik Bay – guitar
Niels Vincentz – sax
Torben Bødker Bjørnskov – bas
Anders Mogensen – trommer
Lyt her:
https://www.hanshenrikbay.dk/#
Entre 160 kr. / medlemmer 120 kr. / unge-medlemmer 70 kr. + gebyr