Ibrahim Electric

Fredag 25. april 2025 20:00

Bygningen, Ved Anlægget 14B, 7100 Vejle

Niclas Knudsen (guitar)

Stefan Pasborg (drums)

Jeppe Tuxen (Hammond B-3)

Ibrahim Electric er et af de største navne på fusionsjazz scenen i Danmark og Europa. De er vidt kendt for deres eksperimenterende musik, der blander/fusionerer mange genrer, herunder jazz, funk, rock, afro-beat, world og surf. Musikken er super rytmisk, og der er virkelig plads til flotte soloer på baggrund af rytmiske ostinater. Det betyder med andre ord, at der kan danses til musikken, og der kan sanses til musikken. Den er underholdende og dybt seriøs og udført af topklasse-musikere i et band med samme line-up igennem 20 år. Vi taler én organisme, ét åndedrag og et sublimt sammenspil.

Bandmedlemmerne er Niclas Knudsen, Stefan Pasborg og Jeppe Tuxen. De tre musikere er mestre på deres instrumenter gennem mange år. Det betyder, at de kan tage enhver musikalsk udfordring op og gøre den til Ibrahim Electric musik. 

JIVE fejrer 40 år, og Ibrahim Electric fejrede 20-års jubilæum i 2024. De startede som et ungt nyskabende band med særlig appel til de unge. Nu er bandet blevet ældre, og dets tidlige publikum er fulgt med gennem de 20 år, og stadig har deres originale musik appel til tidens unge anno 2025. De unge, og unge af sind, elsker denne musik.

Der er en  ILD i dette orkester med dets fantastiske musikalske energi og store nærvær i koncert-situationerne. En Ibrahim Electric koncert er kendetegnet ved intensitet og musik i mange farver. Bandet trives allerbedst, hvis også publikum tager del i festen, fx ved at rejse sig, danse omkring eller tage del i tilbuddet om at bidrage i det vokale! Du kan også opleve, at bandet forlader scenen for at bygge en stemning op. Af disse og mange andre grunde er hver enkelt koncert unik og mindeværdig.

Oprindelig var Ibrahim Electric navnet på en elektriker i Casablanca, Marokko, som bandet stødte på under en musikalsk dannelsesrejse. Her fandt de bandnavnet, som skulle præge den danske musikscene i mange år.

Guitaristen Niclas Knudsen startede med det legendariske orkester, When Granny Sleeps, og regnes som en af de helt store musikere fra de gyldne 90’ere i dansk jazz. Jeppe Tuxen er en af de allerbedste på det sagnomspundne Hammond B3 orgel. Det er orglet, der kan fyre op under musikken, så alt swinger. Han betjener samtidig fodbassen.Stefan Pasborg er yngste mand i truppen. Han har fået sin tromme-opdragelse hos sin gudfar, nyligt afdøde Alex Riel. Mesterskabet er gået i arv fra Alex til Stefan. Vi har altså STADIG en international stjerne på dette instrument, som vil præge dansk og international jazz i mange år fremover. Tilsammen er de IBRAHIM ELECTRIC, som altså – sammen med JIVEs 40 år – kan fejre deres  flotte 20+ års jubilæum.

Kom og deltag i festen!

Lukket for kommentarer.