![]() |
Søndag 8. juni 2025 14:00
Bygningen, Ved Anlægget 14B, 7100 Vejle
|
Stærk engelsk dirigent/musiker leder kraftfuldt big band på nye veje
JIVE byder på nytænkning her sidst på jubilæums-foråret:
- Vi har et stærkt big band på besøg i Bygningens store sal. Velkommen til Odense Jazz Orchestra (OJO)!
- Vi har en superstærk kvindelig komponist, arrangør, solist og dirigent fra England. Velkommen Nikki Iles!
- Endelig er dagens koncert netop det – en dagskoncert med start kl.14!
Nikki Iles er en jazz-pianist, dirigent, komponist og arrangør af højeste internationale klasse. 63 år, et kæmpe navn i England, eftertragtet gæst i diverse europæiske big bands og senest kommende leder af nordtyske NDR Big Band! Hun er lige nu fuldstændig på toppen af sin karriere. Hun har til koncerterne med OJO fået frie hænder, så hendes skabende kraft kan komme til fuld udfoldelse. Det bliver så stort! Det betyder, at Nikki kommer med sine egne kompositioner, sine egne arrangementer, selv dirigerer og også har solist-rollen i nogle numre. Vi kan bare nyde, når Nikki Iles deler al sin kreativitet med os og musikerne denne eftermiddag. Den højeste ros til en big band komponist/arrangør er når musikerne, som i dette tilfælde, siger: “Svær musik, let at spille!” Så er alting, præcis som det skal være for alle parter: spændende musik, gode udfordringer og tilgængelighed for publikum.
Odense Jazz Orchestra, tidligere Tip Toe Big Band, blev grundlagt i 1994 og har således lige kunnet fejre jubilæum – ligesom JIVE! Orkestret er bomstærkt med rigtigt mange dygtige musikere, bl.a. Vejles egne Pojken Flensborg (piano) og Hans Christian (HC) Erbs (trompet og orkesterleder). Også Jesper Riis har tidligere bidraget meget til OJO, dog ikke denne dag. Vi må ikke glemme den normale dirigent, Torben Sminge, som har æren for det grundlæggende tårnhøje niveau i Odense Jazz Orchestra. Det er et top-professionelt orkester, der spiller meget forskellig musik. De kan deres big band historie, men tager også gerne filmmusik ind, fx Tolkiens værker. Elektronisk musik, kirkemusik og samarbejde med symfoniorkestre er også en del af jobbeskrivelsen for en professionel musiker. Orkestret kan også være rugekasse for unge konservatorie-studerende, der har set lyset i jazzen. Forvent et orkester, der tør, kan og vil udfordre sig selv. Kig på den imponerende line-up for Odense Jazz Orchestra og du ved, at du vil få det ypperste denne eftermiddag. Du må simpelthen overvære mestermødet mellem Nikki Iles og Odense Jazz Orchestra kl. 14 i Bygningen.
Spilletidspunktet giver også en god mulighed for at spise en frokost i det skønne miljø i Passagens “Social Dining”. Velbekomme og velkommen hos JIVE til international jazz!