![]() |
Tirsdag 14. april 2026 19:30
Bygningen, Ved Anlægget 14B, 7100 Vejle Henrik Gunde – piano |
EN TRIO I ABSOLUT VERDENSKLASSE BESØGER JIVE
Det ER Henrik Gunde! Det ER Jesper Bodilsen! Det ER Morten Lund! Læg for en stund de gamle meritter væk: DR Big Band, Gunde on Garner, kirkemusikken, de store sangerinder og gør klar til at møde et musikalsk mirakel. I denne trio handler det om stemninger, om stilhed, om fordybelse i musikken, om at have ro i sjælen, om langsomhed, om at være musik frem for at spille den!
Det er tre gamle venner, der i fællesskab har besluttet at skabe en verdensklasse trio. Projektet indledtes i 2021 med udgivelsen “Moods”, stemninger, som fandt et smukt udtryk i nedlukningstiden. Da var det ikke nemt at spille, men siden har trioen spillet sig endnu dybere ind i musikken, som det høres i den seneste udgivelse fra 2025, som hedder “Silent Moods”.
Det er et smukt og ligeværdigt samarbejde mellem de tre danske musikere. Det er et projekt, som med sikkerhed vil åbne alverdens spillesteder og koncertsale for dem. Vi er på allerhøjeste niveau i trio-kunst. Der spilles langsomt og bygges op med fantastisk intensitet. Det melodiske er hele tiden i forgrunden. Der søges efter dybde i numrene, ikke efter overfladiskhed og klapsalver. Der er trioen slet ikke. I koncert-situationen skal du trække vejret dybt ind, lukke øjnene og tage del i det mirakel, som skabelse af musik i nuet er. Musikken er stemningsfuld, eftertænksom og særdeles smuk og stille.
De tre gamle og totalt sammenspillede venner har fundet en ny musikalsk åre, som kalder på verdens bevågenhed. Dette er en reaktion på en verden, der har taget en helt forkert drejning. Her anvises en anden vej, en smukkere vej, en ny udvikling.
Denne koncert må en musikelsker simpelthen overvære. Mød nogle af landets bedste musikere på et tidspunkt i karrieren, hvor de har valgt inderlighed, mesterligt sammenspil båret på vingerne af smukke melodier.
“Silent Moods” udgivelsen har både egne kompositioner fra Gunde og Bodilsen, ny-klassikere som “Jealous Guy” og “Love me tender” og enkelte evergreens som fx “One day I’ll fly away”. Gruppen fik et meget spillet hit på P8 Jazz med det særdeles smukke “Home of the Night” fra Gundes hånd. Kom og oplev fordybelse, nærmest meditation i musikken. Det er altså stort!

